Bøger / skønlitteratur / roman

Stumt vidne


Beskrivelse


Krimi, hvori arvingerne i påsken besøger deres rige tante på hendes gods, men vil de begå mord for pengenes skyld?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. juni 2014

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 27. juni 2014

Til læsere af klassiske engelske krimier, enten for at genlæse en god gammeldags krimi, eller til nye læsere, som ønsker at stifte bekendtskab med krimier, som ikke er voldelige og blodige, og hvor det er "de små grå", som er med til at opklare mordene.

Forlaget Rosekilde & Bahnhof genudgiver klassiske krimier, turen er nu kommet til 3 af Agatha Christies romaner med Hercule Poirot i hovedrollen. I Dødens tempel er Poirots gamle veninde ved at arrangere en selskabsleg, hvor deltagerne skal opklare et mord, og da veninden har en fornemmelse af legen er ved at udvikle sig til at der sker et rigtigt mord, bliver Poirot tilkaldt. I Stumt vidne får den rige enke Arundell besøg af familien, hvor langt vil de gå for at få fat på hendes penge? Og i Solen var vidne nyder Poirot ferien på et luksushotel på den engelske sydkyst, men da en af gæsterne bliver myrdet, må Poirot atter træde til for at opklare mordet.

Krimien Stumt vidne udkom senest i 1990, Solen var vidne senest i 1974 og i 1982 udkom den med titlen Mord i solen. Dødens tempel kom i 1969 og i 1975 for børn med titlen Leg med mord. Der er tale om meget små ændringer i sproget i forhold til de tidligere udgaver, men bøgernes typografi er større og meget mere læservenlig.

3 klassiske engelske kriminalromaner, som nu kommer i nye og mere læsevenlige udgaver, og da vi stadig her læsere til den type krimier, er her en god grund til at købe nye udgaver og kassere de gamle.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Niels Jørgensen

d. 18. dec. 2018

Efter at den nu har været "out of print" i 10 år er det dejligt at kunne byde velkommen til en af Agatha Christies virkelig veloplagte, spændende og godt fortalte krimier. Det at enkriminalroman er gammeldags behøver ikke at betyde, at den er kedelig, og Stumt vidne ligger så langt tilbage (1937) i forfatterindens produktion, at den har en duft af fortid uden at den derforpræges af den i hendes senere bøger fremherskende afstandtagen fra, hvorledes tiderne og samfundet har udviklet sig, ja, man kan faktisk læse det som et henrivende genrebillede. Plottet ermesterligt konstrueret og historien om mordet på den strikse gamle arvetante og Poirots opklaring af samme er en genremæssig nydelse. På fair og drilsk vis får man uddelt hentydninger og ledetråde,som man nærer den største mistro til, og dog viser det sig... Man bør bestemt ikke forholde glubske krimilæsere muligheden for at stifte bekendtskab med denne fuldtræffer. Desværre er typografienbåde lille og gnidret og ikke sporøjenvenlig.