Einar Kárasons roman om Storm var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2005. Hovedpersonen Storm, som der i parentes bemærket ikke er meget storm ved, er en ualmindelig usympatisk person, han snyder, han er doven, han lader konen om at tjene penge, passe hus, passe børn og ham, mens hans selv er på den ene druktur efter den anden. Han siger selv at besindighed og ydmyghed og stoisk ro ikke er hans vigtigste karaktertræk, og det må siges at være sandt. Alligevel har jeg læst Storms historie med stor fornøjelse, for ligesom hans forfatter er Storm en blændende fortæller. Bogen er morsom og sjov samtidig med at den egentlig er tragisk. Bogen fortælles af mange stemmer, af Storm selv, hans kone Stefania, af drukkammeraterne og af islandske forlagsfolk. Storm rejser fra Island til Odense sammen med sin kone og deres 2 børn. Stefania får hurtigt arbejde, mens han bliver bistandsklient, der kan sno sin sagsbehandler om sin lillefinger. Han tilbringer dagene sammen med mange Albani, mens han kommenterer alt og alle. En dag får nogle ansatte på et islandsk forlag den ide, at de vil udgive en roman, som de mener kan blive en stor succes, de kan egentlig godt skrive den selv, de skal bare have en stråmand som forfatter - og det bliver Storm, og det ender selvfølgelig helt galt.