Stellas stemme

Dette er brugslitteratur, det er en historie om en kvinde, der må kæmpe med en social tung bagage. Det er en historie, som kvinder med lignende livsvilkår kan bruge til at spejle sig i, lære af og måske se, hvordan man kan komme igennem store problemer ved at sætte ord på dem.

Forfatteren udgav Alle gode gaver med undertitlen: "En børnehjemspiges erindringer" i 2010 (99.4). I denne bogs forord fortæller hun, at ved at læse Glaspigen (af Karin Dyhr i samarbejde med Marianne Holmen) blev hun opmuntret over at se et skæbnefællesskab, kom derefter i kontakt med M. Holmen, som støttede i processen med at samle stumper af notater fra et problemfyldt liv til et manuskript. Langsted valgte at lade bogen være en fiktiv fortælling, hvor hendes eget liv er basis. Hovedskikkelsen er Stella, som starter en genkendelig voksentilværelse med mand, børn og hårdt husarbejde. Hun er aldrig rigtig glad, og alt går efterhånden i stykker for hende. Hun oplever ophold på psykiatrisk hospital, hun møder læger, der kun ser hende som et "tilfælde", der skal medicineres. Stella kan trods alt holde sammen på sig selv, kommer ud af medicinforbruget og får et godt liv. Måske fordi historien fortælles i 3. person, går det en del ud over nærhed og sproglige nuancer. Men værdien ligger helt klart i dens skikkelse af socialt dokument.

Bogen er i erklæret gæld til Glaspigen, men sproget lever ikke op til forbilledet.

Den sociale dokumentarisme og ikke det litterære er historiens force.

Læs hele vurderingen