Yndere af Klaus Rifbjergs eminente sprogbeherskelse vil også forstå at sætte pris på hans nye digtsamling, der dog ikke er umiddelbart let tilgængelig, men ligger foran en som et arkæologisk gravefelt.

Den 15. december 2011 fyldte Klaus Rifbjerg 80 år, og i den anledning udsendes digtsamlingen Stederne. I den næsten 100 sider store bog, der er opdelt i 22 digte, foretager Rifbjerg en række nedslag i livets tilfældige gang. Det velkendte og almindelige eksponeres og skaleres til nye former med noget usagt og skjult rumlende i baggrunden, eller som det formuleres: "hvordan et sted / du troede var et men er noget andet". Og som kun Rifbjerg evner, er der over alle digtene en lethed, ja næsten skødesløshed, der er ført med en sprog- og stilsikker hånd, og som skælmsk og lystigt henviser til og bøjer kendte tekster til nye potensgrader, fx "Jeg ved en lærkerede". Herligt er brugen af lydmalende ord som spygat og svabergast og skønne nyskabninger som sortlivsfarligt eller insektknitrende. Valget af det farvemættede og sanselige Lergaard-maleri på forsiden er sikkert ramt, og bagsideteksten er god og intrigerende, så bogen er i sig selv meget indbydende.

Bogens sidste seks upaginerede sider er næsten et langdigt i sig selv med titlen "Af samme forfatter". Seneste digtsamling Time out udsendte Rifbjerg i 2009.

Klaus Rifbjergs Stederne anbefales anskaffet på alle folkebiblioteker. En højst levende tilstandsrapport fra et af dansk litteraturs fyrtårne.