Hovedpersonen, Klaus, kommer meget let til sognets største gård, finder brunkul netop ved udbruddet af 2. Verdenskrig, udnytter dem og tilplanter til slut det månelandskab, gravningen harforvandlet gårdens jorder til. Det er bogens ene store svaghed, at alt går så problemfrit for sig, at handlingen kan opsummeres således: Det går Klaus godt på enhver tænkelig måde. Den anden storesvaghed er det næsten totale fravær af personskildring, som kunne give handlingen nogen interesse. På trods af en stærk skildring af den barske tilværelse i brunkulslejerne må denne bog regnes tilforfatterens dårligere.