Bøger / skønlitteratur / roman

Sort sorg


Beskrivelse


Kamma er sosu-hjælper. Hun skal pleje gamle fru Holm, som påstår, at hendes datter er blevet myrdet. Kamma graver i sagen, og det bliver farligt for hende.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. feb. 2010

af

af

Vibeke Axelsen

d. 15. feb. 2010

Bogen henvender sig til læsesvage unge og voksne. Indholdsmæssigt egner den sig til unge fra 18 år. Den er meget let at læse (lix 26).

Denne fortælling er inddelt i kapitler, hvor handlingen skiftevis foregår i 1966 (trykt med kursiv) og i 2008. I 2008 følger vi 25-årige Kamma, der er i praktik i hjemmeplejen som sosu-elev. I 1966 fortælles der om fire 8-årige veninder. Den ene findes druknet i en mergelgrav. To andre forsvinder og er aldrig blevet fundet, og den sidste ved ingen hvor er nu. Kammas liv og begivenhederne fra 1966 væves på elegant vis ind i hinanden i en spændende og godt fortalt historie. Kamma involverer sig specielt i fru Holm, som hun skal hjælpe. Hun er gammel og forvirret, men samtidig klar. Det viser sig, at hun er mor til den pige, der druknede. Kamma bliver nysgerrig, og med hjælp fra en gammel skolekammerat m. fl. finder hun ud af, hvad der virkelig skete - også med de to forsvundne og den tilbageblevne pige. Indflettet i "opklaringshistorien" følger vi Kammas liv med veninder, kærester etc. Layoutet er overskueligt med store bogstavtyper. De korte kapitler og enkelte lange ord skrevet med bindestreg hjælper på læseligheden. Materialet findes både med og uden indlæst cd.

Forfatteren har tidligere anvendt måden med at skildre to forskellige årtier i samme bog. Der er flere af bøgerne i serien Læselyst, der foregår i samme miljø som denne.

Unge voksne, måske uvante med at læse "voksenbøger", får her en spændende og læseværdig historie fortalt i et enkelt, men dog varieret sprog.