En yderst velfortalt, selvbiografisk bog om sorgarbejde med bud til andre i en lignende situation og deres nærmeste, og i det hele taget til læsere af substantielle skæbnefortællinger.

At skrive en personlig bog om sorgarbejde har naturligvis en terapeutisk effekt, men Eva Jørgensen skriver så godt og nuanceret om det følelsesmæssige kaos, hun kastes ud i efter mandens død, at mennesker i en tilsvarende situation vil kunne nikke genkendende til meget af det, selv om sorgarbejde forløber individuelt. Meget ærligt og præcist beskriver Eva Jørgensen følelser som angst, skyld, håbløshed, afmagt og ensomhed, men mærkeligt nok ikke vrede. Også forbudte følelser som lettelse anerkendes. Hun beretter meget levende om, hvordan hun prøver at drukne sorgen i arbejde, indtil en livsklog præst hjælper hende til at forstå, at hun må give sorgen plads for at kunne komme videre med sit liv. I løbet af det år, bogen dækker, forvandles sorgen da også langsomt til savn og livsglæden begynder at vende tilbage.

Bogen er en opfølgning på samme forfatters Vi ses i morgen : en pårørendes beretning, 2007 om ægtemandens terminale sygdomsforløb.

En meget velskrevet, engagerende og personlig beskrivelse af, hvordan man kan komme igennem en dyb sorg. At forfatteren er en kendt DR-journalist vil sikre bogen bevågenhed, men derudover besidder den kvaliteter, der hæver den over det rent private og sikrer den bred anvendelighed.