En roman til den tænksomme læser, der kan lide en skarp kant. Her er også guf til læseren med høje krav til den litterære kvalitet.

Lone Hørslev skriver i en rablende, indadvendt prosaform, som man godt kan blive lidt irriteret på, men som man snart må overgive sig til, simpelthen fordi den virker. Vi forstår en række meget forskellige mennesker, på kryds og tværs, hen over et døgn, ser deres handlinger i forhold til hinanden og sig selv. Romanen handler på sin vis om provinsen og hvad den gør ved folk, men den dømmer ikke nogen. Her er ikke så meget handling, mere beskrivelse af menneskets mange krinkelkroge og følelser. Forfatteren har tidligere udgivet flere digtsamlinger og romaner, senest digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale fra 2009.

Den mest oplagte sammenligning er med Lone Hørslevs egen Naturlige fjender, der har samme tema, selvom den er konstrueret anderledes. Også her beskrives provinsens befolkning, nærmest inde fra deres egne hoveder.

En spændende udgivelse, der nok skal formidles lidt, især fordi titlen er lidt kryptisk. Men den vil være en stor oplevelse for den rigtige læser.