Smuk og eftertænksom roman om ensomhed, venskab og kærlighed for de læsere, der gerne tager de store følelsesmæssige op- og nedture.

Svenskfødte Linda Olsson (f. 1948) og nu bosiddende i New Zealand har endnu engang skrevet en roman om ensomme mennesker med en tung bagage og om umage venskaber. Elisabeth flytter ind i en lejlighed i Stockholm, hvor hun isolerer sig fuldstændigt. Hendes nabo, den unge ordblinde tegner Elias, og hendes overbo, enkemanden Otto, bliver dog ved med at banke på, og ganske langsomt opstår der både venskab og kærlighed. Elisabeth fortæller gradvis om sin fortid og er så præget af den, at hun dårligt tør tro på lykken og på, at den kan vare ved.

Som i Linda Olssons øvrige romaner er der sine steder tendens til et højtideligt og alvorsfuldt sprog og til meget tydelige pointer. Ikke desto mindre har jeg været meget optaget af den og vil ikke et øjeblik tøve med at anbefale den som en på en gang livsklog, melankolsk og underholdende roman med brede anvendelsesmuligheder. Læsekredsene vil også elske den.

Linda Olssons forfatterskab udgør næsten et brand i sig selv, og har man læst hendes øvrige romaner og ikke mindst Astrid & Veronika

---

---

, er denne både selvskrevet og velkommenLinda Olssons forfatterskab udgør næsten et brand i sig selv, og har man læst hendes øvrige romaner og ikke mindst Astrid & Veronika, er denne både selvskrevet og velkommen.