Norsk slægtsroman, der foregår i 1800-tallet og skildrer livet i den lille bygd, hvor frosten bider hårdt i de lange vintre. Over det hele våger den gamle stavkirkes klokker, men nye tider er på vej. Bogens særlige barske hverdagsmagi taler til det brede romanpublikum.

De for længst afdøde, sammenvoksede tvillingesøstre har lagt navn til kirkens klokker, der forunderligt synes at give tegn til den, der lytter. En dag midt i 1800-tallet kommer en ny præst til bygden i Gudbrandsdalen. Astrid, en stærk ung kvinde, drages mod ham, men fatter snart større interesse for den tilrejsende tyske arkitekt, Gerhard, der er sendt til Norge for at tegne stavkirker. Netop dette sogns kirke er så speciel, at man vil købe den til genopførelse i Dresden. Med Astrid i centrum spindes fine magiske tråde mellem romanens fortid og nutid, mellem overtro og fremskridt. Fortællingen er bl.a. inspireret af lokale sagn og af kirkehistorien.

Bogen fænger lige fra 1. sætning, det er en prægtig roman! Stærke, stolte personer, drama, levende miljøbeskrivelse, dejligt sprog og en sart magisk realism der sender sitrende lys over de barske livsvilkår.

Lige som i Helene Stranges "Sværkeslægten" bruges egnens virkelige slægtsnavne. Sara

---

---

Folkene på Innhaug

---

---

Jordens søjler

---

---

og Folkene på Innhaug skildrer også norsk kvinde- og bygdeliv i 1800-tallet, men når ikke Myttings niveau. Det gør Jordens søjler heller ikke, selv om kirkebygnings-beskrivelserne leder tanken derhenLige som i Helene Stranges "Sværkeslægten" bruges egnens virkelige slægtsnavne. Sara og skildrer også norsk kvinde- og bygdeliv i 1800-tallet, men når ikke Myttings niveau. Det gør Jordens søjler heller ikke, selv om kirkebygnings-beskrivelserne leder tanken derhenLige som i Helene Stranges "Sværkeslægten" bruges egnens virkelige slægtsnavne. Sara og Folkene på Innhaug skildrer også norsk kvinde- og bygdeliv i 1800-tallet, men når ikke Myttings niveau. Det gør heller ikke, selv om kirkebygnings-beskrivelserne leder tanken derhenLige som i Helene Stranges "Sværkeslægten" bruges egnens virkelige slægtsnavne. Sara og Folkene på Innhaug skildrer også norsk kvinde- og bygdeliv i 1800-tallet, men når ikke Myttings niveau. Det gør Jordens søjler heller ikke, selv om kirkebygnings-beskrivelserne leder tanken derhen.