Bøger / skønlitteratur / roman

Søjler af ild


Beskrivelse


Søskendeparret Connie og Theo Courtney bliver adskilt under en opstand i Indien i 1754. Theo slutter sig til den britiske hær og når efter voldsomme begivenheder til Amerika. Connie indgår intrigante alliancer med forskellige mænd og kommer også til Amerika, hvor der er krig mod indianerne. Vil de to søskende mødes igen?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. mar. 2020

af

af

Lone Krøgh

d. 10. mar. 2020

Kærlighed, erotik, dramatik og krig er gennemgående temaer i denne underholdende roman for læsere, der gerne vil fornemme historiens vingesus.

Som ganske unge bliver søskendeparret Connie og Theo Courtney adskilt, da deres forældre omkommer under en opstand i Indien i 1754. Theo slutter sig til den britiske hær, og efter voldsomme oplevelser ender han i Amerika, hvor han hos kvækerne finder kvinden i sit liv. Connie klarer sig ved at indgå intrigante alliancer med forskellige magtfulde mænd, og via Frankrig kommer også hun til Amerika. De to søskende bliver omsider genforenet efter kampe mellem indianere, franskmænd og briter, og de erfarer, at de ikke længere er uadskillelige. Serien om slægten Courtney er efterhånden lang, og de enkelte bind udkommer ikke i kronologisk rækkefølge. Dette bind har Wilbur Smith skrevet sammen med Tom Harper.

Farverig og eventyrlig underholdningsroman, der kommer Jorden rundt, og hvor der er smæk for skillingen fra start til slut. Stereotypierne står i kø, og der er ingen nuancer i personskildring eller handling. Genvordighederne er mange og voldsomme, og der er på intet tidspunkt tvivl om, at de gode vil vinde og de onde få deres bekomst. Trods klichéerne, eller måske netop på grund af dem, er der tale om effektiv underholdning med ikke ubetydelig publikumsappel.

Læses sammen med så forskelligartede underholdningsforfattere som fx Jeffrey Archer, Ken Follet og Lucinda Riley.