Som forgængeren Dødens teater, 2013 en bredt anlagt, faglig sikker og underholdende bog om lægekunst og sygdomsbekæmpelse, der vil tiltrække ikke blot lægefagligt interesserede, men også i høj grad alment kulturhistorisk interesserede. Denne er dog mindre velegnet til studier end Dødens teater

.

Klaus Larsen (f. 1951) er journalist på Ugeskrift for Læger, og skriver, så det er svært at lægge hans bøger fra sig. Emnet er smitsomme sygdomme og sygdomsbekæmpelse i 1800-tallets København og Danmark. Og det vrimler med smittede og epidemier, som lægerne intet kan stille op med, alt imens de skændes om smitteveje på et grundlag, der ligner gætværk, og kun langsomt indkredser "smitstoffet". Bogen tager læseren med på kulturhistorisk rejse igennem 1800-tallets fattigdom, nød og elendighed, startende med koleraepidemi og læger i krig i treårskrigen, og sluttende med det moderne gennembrud og opdagelsen af bakterier. Bogen er rigt illustreret, og giver et nuanceret tidsbillede

.

Larsen udgav i 2012 den anmelderroste Dødens teater : lægekunsten i Danmark 1640-1840, og i 2007 sammen med Kurt Jacobsen den også roste Ve og velfærd : læger, sundhed og samfund gennem 200 år

.

Læsere, der har læst den spændende Dødens teater er selvskrevne til at læse videre om lægekunstens videre udvikling her. Igen et fængende tidsbillede og kulturhistorisk beretning om sygdomsbekæmpelse og levevilkår med et billedmateriale af høj kvalitet

.