Der er en stigende tendens til, at såvel kendte som ukendte personer føler trang til at delagtiggøre offentligheden i deres alkoholkarriere samt bestræbelser for at komme misbruget til livs med mere eller mindre vellykkede selvbiografier til følge. Denne gang er det en mindre kendt skuespillerinde, der skriver en ret vellykket bog. Det er i dette tilfælde ikke Minnesotakuren, men AA der hjælper igennem. Gyda Hansen er født i 1938 og har været ædru i over 8 år nu. Bogen handler om de første 2-3 år, efter hun gik på vandvognen i starten af 90'erne. Den former sig som skift mellem stemninger og svære situationer i nutiden og tilbageblik på et langt livs op- og nedture. Det er erindringer fyldt med smerte og skam, men uden bitterhed mod andre. Forfatteren tager det fulde ansvar for sit livsforløb, og hendes historie er værd at læse. Bogen skrider godt frem, men tynges noget, synes jeg, af et stort forløb i midten med barndomserindringer fra Vesterbro. Disse ligger indholdsmæssigt og sprogligt tæt op ad Tove Ditlevsen, men opnår ikke digterindens spændstighed. Og det lidt synd, for Gyda Hansens egen stil er faktisk rigtig god i første og sidste tredjedel af bogen. Flot bog om en lang, sej kamp med store omkostninger, men med et lykkeligt resultat

.