Med udgangspunkt i en Don-Juan-type, den unge herre Juan Carlos, som i 1947 til stor sorg for sin familie og sine kvindebekendtskaber dør af tuberkulose, portrætterer Manuel Puig en argentinskprovinsby. Ikke direkte, men ved som grundstamme i bogen at bringe breve, avisnotitser, uddrag af dagbøger og journaler, der her og der får realkommentarer, normalprosa med på vejen. Kalejdoskopiskfår vi således udover bogens døde kvindebedårer portrætteret hans mor og tre af kvinderne i hans liv, som prøver at tilsløre, at han i realiteten var en bedrager, en fyldebøtte, en komediant. Enroman, hvor læseren selv skal medvirke aktivt ved ud fra dokumenternes oplysninger at danne sig et billede af de skiftende fortællere, ikke bare på grundlag af, hvad de meddeler, men i lige så højgrad på hvad de udelader. Sprogligt set en stor nydelse, men slet ikke en roman, det er besværligt at læse, hvis blot man 'hopper' på formen. Typografien flot og meget letlæselig.