Ishiguro har sin helt egen tone: lavmælt, hverdagsagtigt, gysende i al sin uhyggelige normalitet. Dette er en science fiction historie, der foregår lige nu. Og alligevel ikke; det handler ikke om videnskab, og den virkelighed, handlingen udspiller sig i, er nærmest et "parallel-univers", men uhyggelig tæt på det kendte. Hailsham er en institution for børn, og vi følger 3 af dem: Kathy, Ruth og Tommy og deres tilsyneladende almindelige udvikling. Hvad er det for et sted? Her er smukt og idyllisk, måske er det et børnehjem, undervises børnene? Vides ikke. De voksne betegnes "værger", og de prøver at skærme og vejlede disse børn. Men skærme dem mod deres begrænsede fremtid kan de dog ikke, disse børn er kloner, og de er frembragt for at være organdonorer. Inden man selv kommer dertil, er opgaven at pleje donorerne, som naturligvis kun kan klare et vist antal donationer, før de "afsluttes". Alene valgene af ord og betegnelser er enestående præcist gjort af oversætteren, som har leveret en kraftpræstation. Som læser begravet i historien undres man, hvad foregår her? Og langsomt udfoldes en sær verden. Her er virkelig tale om "det stille vand", under en overflade af normalitet ligger en uendelighed af ubesvarede spørgsmål. Romanen er på The Man Booker Prize 2005 shortlist, og er en af de titler der vil blive stående i litteraturen.