"Endelig!" tænkte jeg, da jeg pakkede Skrabelodder ud, "er hun da ikke snart færdig med bd. 3?" har alle læserne af de andre bind i serien Ulveskindet jo længe spurgt. Og det blev til en forrygende historie, den begyndte med Hillevi, der drog ud fra Uppsala i 1916. Det er en beretning om fantastiske skæbner fra en for os eksotisk lille by i de Jämtlandske fjelde: "Svartvattnet", men de er også skildret med netop de skæve vinkler og det klarsyn, der gør mange ting så genkendelige, at det gør ondt. Tredje generation i kvindesagaen, Ingefrid, kommer til Svartvattnet for at arve sin ukendte biologiske mor, Myrten, Hillevis datter. Vi lærer Ingefrid at kende, oplever bl.a. hendes version af "Guds barmhjertighed", hvordan hun arbejder på at finde mening i sit liv med sin tro. Hun vil på et tidspunkt virke blandt taberne, der på skrabelodder, skraber tomhed eller en halvtredser. Det er en roman, man bør "gå ind i", der er så mange værdifulde detaljer, der er bidsk humor, der er nuancer, der er skiftende stemmer, indblik og billeder. Afsæt gerne en sommerferie til alle 3 bd! Det er ikke mange forundt som Kerstin Ekman at kunne tegne sådanne figurer i en historie

.