Steel er en mærkevare, der ikke kræver "salgs"/formidlingstricks, kunderne kommer af sig selv. Måske og måske ikke interesserer hendes læsere sig for eventuelle kvalitetsforskelle på bøgerne, hvor vi i antal nu er et sted mellem 70 og 80.

En karrierepige, Maxine, gifter sig med en charmerende drengerøv, Blake. De får 3 børn, og hun klarer et toptunet erhvervsliv, 3 børn, hus, hjem mv. (nåja, de har dog en nanny boende). Drengerøven har stor succes i erhvervslivet (dot.com branchen, har Steel ikke opdaget, at dén boble bristede?), og har derfor alle muligheder for at have det sjovt verden rundt. Maxine bliver træt af at have 4 børn, som hun siger. De bliver skilt, men bevarer et fint forhold. Ved historiens start er børnene 6, 12 og 13 år, teenageren, en pige, føler forældrenes nye partnere som trusler, hun drikker øl med veninderne, hugger mors tøj, altså helt troværdigt. Faktisk er både plot og karakterer helt fine, men Steel drukner jo det hele i glamourdetaljer, sågar Mick Jagger har en lille birolle. Maxine får udlevet sit behov for kontrol, og Blake får en ekstra omgang glamour, men viser pludseligt noget substans, og det hele ender i en slags Mamma mia-slutning.

Steel fortæller bedre end Barbara Taylor Bradford og kan nok sammenlignes med fx Tasmina Perry.

I denne genre et godt plot, som vanligt for mange detaljer, men det er "en god Steel".