Bogen er bemærkelsesværdig på grund af sit miljø og sit sprog. Jeg-fortælleren, pubertetspigen Serafina, bor i en lille by i Italien, hvor livet omkring år 1900 anskues. Pigens far erbortrejst, sandsynligvis for stedse, men bliver heftigt savnet. Tre kvindeskikkelser træder frem i bogen: Pigens overfladiske mor, der lever som luksus-skøge, den realistiske og kærligetjenestepige og endelig den naive og fantasifulde Serafina. Hendes behov er en rigtig familie og fortrolig omgang med jævnaldrende. Hun lever i en på alle måder indskrænket verden, hvor kunreligionen kan give hende næring. Hun forstår ikke den voksen-verden, hun lever i og overtager nonnernes urealistiske verdensbillede, der alligevel bringer hende i konflikt. I sin kærlighedshungerhjælpes hun af Skytsenglen, der kan antage mange skikkelser, og som stjæler for hende. Et rigt billedsprog præger teksten. Dog kan forfatteren kokettere så meget med sproget, at det virker som enbanal flirt. Tolv helsides, farvelagteillustrationer ledsager teksten. Som denne virker de fremmedartede, ømme og grumme. På sin vis er det en grænseoverskridende bog, men landet på den anden sidevirker ikke dragende. Bogen kan selvlæses fra omkring 6. klasse, men ingen elev vil læse den frivilligt. Smuk lay-out.