Bibliotekernes vurdering
d. 1. mar. 2004
af
af
Kresten Søe Christensen
d. 1. mar. 2004
I thrilleren, som tidligere er udkommet i bogklubudgave, har den sorte Rufus Harms siddet i 25 år som livstidsfange, indtil han en dag modtager et brev, der afslører hans uskyld. Harms får smuglet en appel ud til Højesteret, hvor Michael Fiske som advokatfuldmægtig åbner brevet og straks ser sagens perspektiv og sprængstof i.f.t. prominente personer. Da Fiske opsøger Harms, ruller lavinen. Michael myrdes af de skumle bagmænd, og Harms flygter fra fængslet. Broderen - den desillusionerede advokat John Fiske - søger så sammen med Michaels veninde Sara på hæsblæsende vis at rede trådene ud med morderne i hælene. Bedømt på trivi-genrens præmisser er plottet - skønt noget tyndt og ret forudsigeligt - rimeligt velfungerende, men handlingen druknes i et vandfald af dialog, som desværre aldrig trods hensigten formår at give personerne tredimensionelt liv. Resultatet bliver en noget bleg, undergennemsnitlig thriller med en omstændelig første tredjedel, hvor handlingen træder vande omkring personpræsentation, miljø og arbejdsgange i Højesteret. Jeg sled mig igennem uden på noget tidspunkt at føle mig grebet. Handlingen fænger ikke rigtigt - bl.a. fordi forfatteren helt til de sidste sider holder kortene tæt til kroppen. Anskaffes efter erfaringer med forfatterskabet.