Det er en gribende, smuk og grum fortælling om kvinders forhold i Jordan fra ca. 1920-1955. To kvinder ligger på et psykiatrisk hospital og fortæller deres livshistorier. Maha er en selvstændig beduinkvinde. Da hendes kærlige mand bliver dræbt af englændere, og senere hendes forældre dør, sender hendes tyranniske bror hende på sindssygehospital og overtager derefter selv frugtlunden og hendes lille søn. Den anden kvinde Um Saad kommer fra Amman. Hun blev som helt ung gift med en ældre mand, og slides op af hårdt fysisk arbejde og mange fødsler. Også hun tvangsindlægges, da den fede slagter finder en anden ung kvinde. Der er mange kontraster i bogen, kvindernes håb og længsel efter kærlighed og respekt, det enkle, traditionelle liv i den smukke ørken. Og så den brutale mandsverden, som skaber lidelse og afmagt. For også her sker der brud på traditionelle værdier, og svaghederne udstilles. Dette er forstærket af en mandlig, højstemt fortællestemme som giver det arabiske (mandlige) samfunds (forvanskede) version af de dramatiske begivenheder. Som læser kan man ikke være i tvivl om, at den jordanske forfatter er ude i et politisk ærinde. Det er en engageret, stærk socialrealistisk roman om undertrykte kvinder

.