Bøger / faglitteratur

Sådan hjælper du dit barn med særlige behov : autisme, spasticitet, angst, koncentrationsbesvær, hyperaktivitet, sensitivitet, skoleproblemer


Beskrivelse


Bogen giver råd og vejledning til forældre, der har et barn med særlige behov og udfordringer i hjernen. Med introduktion til neurologisk træning og stimulering (NTS) og beskrivelse af cases.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. mar. 2017

af

af

Dorte Tissot Hansen

d. 17. mar. 2017

Introduktion og gode råd til forældre, der ønsker at hjemmetræne et barn med særlige udfordringer i hjernen. Fagfolk kan med fordel læse med.

Forfatteren arbejder som terapeut og familierådgiver og videregiver i denne bog sine erfaringer. Bogens indledende kapitler kommer med en introduktion til neurologisk træning og stimulering (NTS). Derefter følger kapitler om de enkelte diagnoser fx ADHD, autisme og epilepsi. En række casestories om børn med forskellige neurologiske problemstillinger, der med succes har fulgt NTS-programmet udgør den miderste del af bogen. Grundidéerne bag den neurologiske træning samt forskellige kostændringer præsenteres kort. Sidste del af bogen kommer omkring emner som fars rolle og børneopdragelse generelt samt mere specifikke præsentationer af hjemmetræningens forskellige aspekter.

En vigtig bog, der sætter fokus på de muligheder forældre til et diagnosebarn har for selv at træne deres barn. Der arbejdes ud fra de samme principper som Doman-metoden, og bogen vil derfor være kontroversiel i visse kredse. Ingen litteraturliste.

1. udgave af bogen kom i 2015. Denne udgave er revideret og udvidet med ca. 20 sider. Tilføjelsen består i en case mere, et kapitel om fars rolle, samt et kapitel om børns behov for lederskab. Af andre værker indenfor emnet kan nævnes Glenn Domans Sådan hjælper du dit hjerneskadede barn.


Bibliotekernes vurdering

d. 29. sep. 2015

af

af

Dorte Tissot Hansen

d. 29. sep. 2015

Neuropraktiker Larz Thielemann giver i denne bog gode råd og håb til forældre, der har et barn med særlige behov og udfordringer i hjernen.

Forfatteren fungerer som terapeut og familievejleder og videregiver i denne bog sine erfaringer fra arbejdet med børn, der har forskellige neurologiske problemer. Han arbejder ud fra et holistisk menneskesyn. Bogens indledende kapitler introducerer generelt til neurologisk træning og stimulering (NTS). Derefter følger kapitler om enkelte diagnoser fx ADHD, autisme og epilepsi. En række casestories om børn med forskellige neurologiske problemstillinger, der med succes har fulgt NTS-programmet udgør den miderste del af bogen. Grundidéerne bag den neurologiske træning inklusiv forskellige kostændringer præsenteres kort. Sidste del af bogen er mere faktaorienteret og besvarer ofte modtagne spørgsmål både generelt om børneopdragelse og mere specifikt om hjemmetræning og NTS.

En vigtig bog, der sætter fokus på de muligheder forældre til et diagnosebarn har, for selv aktivt at gøre noget for deres barn. Der bygges videre på nogle af de samme principper som Doman-metoden, og bogen vil som sådan være kontroversiel i visse pædiatriske kredse. Der er ingen litteraturliste.

Et hovedværk om hjemmetræning af hjerneskadede børn er Glenn Domans Sådan hjælper du dit hjerneskadede barn. Denne bog har samme målgruppe, men adskiller sig ved at tage udgangspunkt i danske forhold.