Bøger / skønlitteratur / roman

Så tog jeg hjem


Beskrivelse


Den egensindige og selvdestruktive Jana Kippo fra udkantsverige er i frit fald efter tvillingebroderens død, og hendes mange dæmoner gør alting svært. Det er sidste del af en trilogi og en voldsom og speciel roman, som bliver siddende i kroppen længe. For læsere af stærk nordisk samtidslitteratur. Serien skal læses i rækkefølge.

Anmeldelser (5)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. sep. 2021

af

af

Lone Krøgh

d. 17. sep. 2021

Den egensindige og selvdestruktive Jana Kippo fra udkantsverige er i frit fald efter tvillingebroderens død, og hendes mange dæmoner gør alting svært. Det er sidste del af en trilogi og en voldsom og speciel roman, som bliver siddende i kroppen længe. For læsere af stærk nordisk samtidslitteratur. Serien skal læses i rækkefølge.

Den kantede Janakippo laver lerfigurer og arbejder som hjemmehjælper i Nordsverige. Nu forlader hun sin lille gård, hvor hun har haft en kuldslået og voldelig opvækst, og tager til Stockholm. Her forelsker hun sig i en anden kvinde og oplever en ubetvingelig trang til at blive stenhugger. Hun rejser ud til en særling på en lille ø for at lære faget, og da hun endelig vender hjem til Smålanger, har hun i tankerne gjort op med mændene i sit liv, hvor afstumpede, utilregnelige og utilstrækkelige de end har været. Første del er Jeg tog ned til brorVi tog op med mor og anden del Vi tog op med morDen kantede Janakippo laver lerfigurer og arbejder som hjemmehjælper i Nordsverige. Nu forlader hun sin lille gård, hvor hun har haft en kuldslået og voldelig opvækst, og tager til Stockholm. Her forelsker hun sig i en anden kvinde og oplever en ubetvingelig trang til at blive stenhugger. Hun rejser ud til en særling på en lille ø for at lære faget, og da hun endelig vender hjem til Smålanger, har hun i tankerne gjort op med mændene i sit liv, hvor afstumpede, utilregnelige og utilstrækkelige de end har været. Første del er Jeg tog ned til bror og anden del .

Tredje og sidste del i serien er som de første en usædvanlig god og insisterende roman og et stærkt portræt af en utilpasset og vred kvinde, hvis brutale og mørke skæbne oprulles stykkevist og delt. Man kan undre sig over, hvordan Janakippo trods alt har kunnet holde nogenlunde sammen på sig selv, men måske sproget er forklaringen. Janakippo er så forbandet vred, hvilket kommer til udtryk i sprog og skrivestil, som også i denne roman er næsten messende med alternative staveformer, ingen kommaer og ingen egennavne med stort. Kombinationen af stof og skrivestil er overrumplende stilsikker og velfungerende og en af romanens store kvaliteter.

Læses sammen med store nordiske forfattere som fx Britt Karin Larsen, Sofi Oksanen, Herbjørg Wassmo og Nina Wähä.


Politiken

d. 15. nov. 2021

af

af

Sophie Engberg Sonne

d. 15. nov. 2021


Jyllands-posten

d. 4. sep. 2021

af

af

Henriette Bacher Lind

d. 4. sep. 2021


Weekendavisen

d. 18. feb. 2022

af

af

Klaus Rothstein

d. 18. feb. 2022