Der er langt fra Hans Luchts debutroman, den cool og hårdkogte generationsroman Onko-mus, (2000), til denne samling af blandede digte, hvor det er de underfundige, skæve vinkler og den forsonende humor der dominerer. Ligesom samlingens ledsagende "pop-art" collager af skrifttyper, tegninger og fotografier blander teksterne genrer og synsvinkler: Fra tegneseriernes enkle univers over erindringsglimt til ironiske signalementer af tidsånden og kommentarer til filosofiens mestertænkere. Her f.eks. "Angående Søren Kierkegaards jyllandsrejse i 1840": "Havde Kierkegaard blot bestilt sin billet en uge før/ da kunne han have klaret overfarten til den halve pris/ men så langt tænkte han altså alligevel ikke." HL kan noget med sproget og digtene rummer ofte gode pointer, men i de fleste tilfælde fører det ikke rigtigt nogen steder hen. De anslår en mangfoldighed af temaer, men samlingen som helhed mangler fokus. Et sted ønskes "En diamantkniv/ der skærer ind til benet" og på samme måde kunne læseren ønske, at forfatteren havde været lidt mere ude med kniven for at luge ud og stramme op.