Film / fiktion

Rytteriet


Beskrivelse


Satirisk sketchshow med snobberne Fritz og Poul, ægteparret Erik og Lise, Stripper Jens, Jørgen Leth, dage med Tage og penis-sange.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. sep. 2011

af

af

Joan Bak

d. 13. sep. 2011

Dvd'en er for alle, der kan lide god, dansk satire a la Skråplan, men henvender sig nok især til det yngre DR2 publikum, de ca. 20-40-årige. Kan ses fra 15 år.

Rytteriet startede som radio på P2, inden programmet blev til tv på DR2 satire. Martin Buch og Rasmus Botoft er mændene, der blandt andet spiller snobberne Fritz og Poul, to midaldrende mænd der bor et sted, der unægteligt ligner Strandvejen, og ikke laver andet end at drikke champagne og - ofte - taler nedsættende om de fattige, og det dysfunktionelle og ulykkelige ægtepar fra provinsen, Erik og Else. Herudover er sketchene om Stripper Jens, en misforstået ung mand, der bare gerne vil danse mandestrip, og de forskellige penis-sange især værd at nævne. Der er dog også andre end Buch og Botoft med i serien. Bodil Jørgensen, som spiller med i bl.a. "Dialekt service" og "Mor & Datter", er i den grad værd at nævne.

Der findes efterhånden rigtig mange danske tv-satirer på bibliotekerne, eksempelvis TV2's Live fra Bremen og DR2's Skråplan. Instruktøren Peter Harton debuterer i satiregenren med Rytteriet, da han tidligere kun har lavet musikvideoer og reklamefilm, bl.a. har han lavet mange små reklamefilm i form af sketches.

God, underholdende tv-satire, der rammer målgruppen fra DR2 perfekt. Man kan i øjeblikket se Rytteriet live på Bellevue Teatret, hvor spilleperioden er blevet forlænget pga. den store efterspørgsel, en efterspørgsel bibliotekerne sikkert også vil mærke.