Det er en meget vanskelig sag at oversætte Shakespeare. Ikke alene er hans ordforråd enormt, det kan endda gå, men hans evne til at bruge ord og spille på dem i alle deres nuancer er så enestående, at det i virkeligheden er umuligt at gengive dem på noget andet sprog. Derfor vil enhver oversættelse være præget af sin tidsalders stil og tankegang, såvel som hver ny oversættelse vil afdække nye hemmeligheder i teksten. Prof. Sløk redegør i en meget grundig indledning for sine tvivl og overvejelser ved at give sig i kast med opgaven, og forsvarer sin opfattelse, der tager sigte på at gengive så præcist som muligt uden hensyn til, om det sine steder går ud over versefødderne. Han mener, at hvad der tabes i smidighed og poetisk glans, indvindes ved den mere fyldestgørende nøjagtighed. Umiddelbart virker denne som en udpræget læseoversættelse med forbilledlige noter og kommentarer, men til opførelse egner den sig sikkert ikke. Kai Friis Møller brugte engang udtrykket at »ridepegasusen i langsom gangart«.