Romankunsten : essay

Selv om L 'art du roman (1986) er tidligt ude på dansk - og mange tak for det - er værket allerede diskuteret og kanoniseret i førende europæiske litteraturtidsskrifter. På dansk grund harFredag været ude med an analyse ved Smærup Sørensen, jeg nævner det for at fastslå, at der her virkelig er tale om et værk, som litterært interesserede tørster efter. MK kalder bogen 'et essay isyv dele' og redegør for, hvordan romanen igennem fire århundreder skridt for skridt afdækker store eksistensielle temaer, således at romanens historie bliver dens forskellige måder at bore sig indi tilværelsen på. Cervantes, Balzac og Flaubert, Tolstoj, Proust, Joyce, Th. Mann og især MKs landsmænd Kafka, Musil, Gombrowicz og Broch indtager en fremtrædende plads, men MK øser også af egneerfaringer: i et todelt interview, over 60 sider i alt, kommer han ind på sine egne romaner - kompositionsprincipper, kunstneriske / håndværksmæssige problemer, deres politiske baggrund - ogafsnittet 'Enogtreds ord'analyserer forfatterskabets nøgleord - fyndigt, vittigt, i denne ironisk-nøgterne sprogtone, som kendetegner ham. En prisværdig udgivelse som ikke kan indgå påbibliotekerne hurtigt nok.

Læs hele vurderingen

Bogen henvender sig til interesserede i europæisk litteratur- og kulturhistorie. Og for dem der specifikt følger romanens udvikling og væsen er Romankunsten uomgængelig at (gen)læse.

Genudgivelse i paperback af Kunderas essaysamling, der udkom første gang i 1988. Bogen fik en meget positiv modtagelse både herhjemme og i Europa. Den består af syv tekster skrevet på forskellige tidspunkter, men Kundera betegner den selv som et samlet essay i syv dele. Han tager afsæt i romanen som en særlig europæisk genre, som den har udviklet sig over 400 år. Han fremhæver romangenren som en særlig reflekterende genre, der udvikler mennesket bedre end de flygtige medier, som han er kritisk overfor. Om romanforfatteren hedder det, at denne "hverken er historiker eller profet. Han er opdagelsesrejsende i eksistensen". Det underbygges af referencer til de mange forskellige europæiske forfattere, hvor Cervantes og Rabelais står centralt sammen med landsmændene Kafka, Musil og Broch.

I essaybogen Tæppet behandler Kundera også romanen som tema ligesom i Mødet, der kom sidste år. Han skriver sig ind i en centraleuropæisk tradition, hvor også store essayister som Pamuk og Canetti befinder sig.

Genudgivelse af en af Kunderas væsentligste essaysamlinger, der stadig er særdeles læseværdig. Han har flere velanskrevne essaysamlinger bag sig ved siden af den nok mere kendte produktion af romaner og noveller. Hans essay-produktion synes i bakspejlet at have mere substans end hans mere svingende fiktionsarbejder.

Læs hele vurderingen