Her er endelig fortsættelsen til Guds barmhjertighed, 2001, og den bliver ganske sikkert lige så efterspurgt. Den er flot, smuk og gribende, men sværere end forgængeren. Der er meget at holde styr på, men Kerstin Ekman slipper godt fra det, for hvor kan hun dog fortælle historier! Romanen er både en fortælling om mennesker, som hele livet mærkes af deres handlinger i ungdommen, og beretning om et samfund, der ændrer sig fra traditionel bygd omkring 1940 til moderne tid, hvor lastbiler overtager elvenes transport af tømmer. Samtidig er der lystvandringer i Jämtland med dets blanding af svensk, norsk og samisk kultur, så det myldrer med samiske udtryk, natur- og plantenavne. Der er flere forskellige synsvinkelbærere og et stort persongalleri, som vi genfinder fra første del: Risten, jordemoder Hillevis plejedatter, beretter om kvindeliv og børnefødsler i den samiske kultur, som hun blev gift ind i. Andre hovedpersoner er Elis, drengen der (måske) ombragte et nyfødt barn og siden blev en anerkendt kunstner, samt Myrten, Hillevis datter, der bliver gravid som ugift og rejser til Stockholm for i hemmelighed at føde og bortadoptere sit barn. Det er så grumt, men så godt, og nu kan vi bare gå og vente på sidste bind i trilogien

.