Historikeren Niels Høffding har skrevet en række bøger om Frankrigs historie i slutningen af sytten- og begyndelsen af attenhundredetallet, revolutionen og napoleonstiden, bl.a. Frihenden eller døden (1989). Her anlægger han en anden vinkel på historien end de gængse marxistiske eller personcentrerede. Han lader samtiden tale selv ved at tage udgangspunkt i fem memoireforfattere, fem kvinder, med Madame de Staël i spidsen, og knytte deres personlige indtryk sammen med historikerens kølige overblik og viden. Derved opnår han at give en fremstilling, der på en gang er læselig, også for almindeligt interesserede, fængslende på grund af den menneskelige vinkel, og alligevel historisk troværdig, fordi det ikke kun er en samtidig enkeltpersons præjudicerede opfattelse. At det så oven i købet er tidens mest neutrale iagttagere, kvinderne, der ikke havde direkte indflydelse og derfor heller ikke personlige kartofler at hyppe i deres memoirer, gør blot bogen mere interessant. Enhver, der har interesse i perioden fra Versailleshoffets sidste dage til Wienerkongressen, vil fryde sig over bogen, og dens fint valgte illustrationer, kort, tidstavler, register og kildehenvisninger gør den til et fint eksempel på populær historieskrivning.