I modsætning til Helle Helles debutbog, Eksempel på liv, (1993), der bestod af en række ultrakorte prosastykker, er hendes nye bog forsynet med undertitlen "noveller". Om noveller i mere traditionel forstand er der da også tale i disse tolv historier, der i højere grad placerer personerne i et socialt og psykologisk rum. Novellerne kredser ofte omkring mennesker hvis liv tilfældigt krydser hinanden og på foruroligende måde får det kendte og stabile til at krakelere, eller viser deres bundethed til den fortid som de for længst troede at have brudt med. I alle tilfæle har novellerne et skarpt og ironisk blik for alt det usagte, der ligger og bobler lige under overfladen - vreden og aggressionerne der ikke bliver levet ud. HH har - i de fleste tilfælde vellykket - skiftet debutbogens fragmenterede og subjektive univers ud med en mere genkendelig virkelighed. Men kun tilsyneladende, på grund af den karakteristiske lille drejning eller accentforskydning mod det groteske og absurde som rykker tæppet væk under læseren og afslører dybder og lag som det kræver flere gennemlæsninger at få fat på.