Engelbreth Larsen (E.L.) benytter i denne bog den gængse opfattelse af renæssancen som den periode, der begynder med den italienske renæssance og som dør ud i femtenhundredetallet. Måske var reformationen den markante begivenhed som afsluttede renæssancen. E.L. vil gennem bogen finde humanismens rødder og bl.a. derfor kan bogens fremstilling i det sidste kapitel føres op til en beskrivelse af humanisme efter det 20. århundrede. Interessant er betragtningen om, at det idehistoriske nybrud i perioden gik hen over hovedet på den jævne befolkning, men at det netop er det menneskesyn, som eftertiden hylder som humanismen i dag. Sat lidt på spidsen skriver E.L., at det almengyldige, der forener os mennesker, er det individuelt særegne, altså at vi er enige om at være forskellige. E.L. er idehistoriker og bogen er en idehistorisk afdækning af renæssancen med vægt på periodens engagement i at komme tilbage til kilderne. Bogen er skrevet på andre værker, og som det er kutyme i videnskabelige værker, citeres flittigt og kilderne oplyses altid, uden at det dog går ud over læsningen. Bogen er velkomponeret og godt skrevet, og selvom den har karakter af et videnskabeligt værk, der trækker de lange linjer i idehistorien med sideblik til skønlitteratur og omtale af de vigtigste kunstneriske frembringelser, er den forholdsvis let at gå til.