Denne franske såkaldte selvbiografiske episoderoman (1932) udkom første gang i dansk oversættelse i 1968. Hovedpersonen, fortælleren og forfatterens alter ego, Bardamu deltager som ung uerfaren mand i 1. Verdenskrig på fransk side. Siden rejser han til Afrika, flygter til Amerika for senere at vende tilbage til Frankrig. Her uddanner han sig til læge og forsøger herefter at hjælpe især de fattige. Hele bogen er gennemsyret af en desillusion og kynisme, som hos et menneske, der har set det hele uden ramme lidt for mange gange. Krigen vises i al sin groteske gru, angsten hos antihelten, Bardamu stilles frit til skue, beskrivelserne fra Afrika og Amerika oser (få undtagelser) af bitterhed og foragt overfor menneskeheden. Især skildringerne af livet som læge for de fattige voksne og ulykkelige børn er usminkede og barske. Bogen er en klassiker, hvis indhold og kunstneriske værdi stadig diskuteres. Forfatteren Celine (1894-1961) er blevet anklaget for mange grimme ting, f.eks. racisme. I denne roman bliver alle involverede folkeslag dog skoset og hudflettet ligeligt. Jeg synes, at det er en ærlig, uregerlig, omfangsrig, aktuel og velskrevet roman af en forfatter, der bag den rå overflade virker fortvivlet (ikke sentimental) over verdens elendighed. Nyoversat ved Lars Bonnevie.