Ny, veloplagt Fay Weldon til alle forfatterens fans (vi er stadig mange), men nye læsere kan sagtens begynde med denne roman, hvor det feministiske er nedtonet til fordel for samfundssatiren

.

Året er 2013. England er gået bankerot og vånder sig under krise og sammenbrud. Demokratiet er sat ud af kraft, og de knappe ressourcer bestyres med højlydt offentlig optimisme, lige fra fordelingen af miljørigtige biler og Nationalt Farsbrød til kvoter for el og vand. På en trappe sidder den 80-årige forfatter Frances Prideaux (Fay Weldons ufødte lillesøster) og gemmer sig for fogedens folk, som vil ind og gøre indhug i hendes ejendele. Mens hun sidder dér, fordriver hun tiden med at fortælle sin historie på den bærbare, både den lille historie om familien og den store historie om samfundet gennem de seneste 50 år. Familien er selve livet, siger hun, med alle dens forviklinger, stridigheder og kærlighed, og samfundet er rammen om livet. Det bliver til en gnistrende veloplagt, satirisk og skarp fortælling om forbrugersamfundet og dets kollaps, om offentlig kontrol og et formynderi, som virker mere dræbende end koffein og mættede fedtsyrer. Det er virkelig Weldon, når hun er aktuel og rigtig god

.

Den feministiske vinkel er der stadig men er nedtonet til fordel for samfundssatiren, på samme måde som i hendes Rhode Island blues, 2000

.

Veloplagt Weldon med aktuel samfundssatire om England i 2013 efter økonomisk bankerot og forbrugersamfundets kollaps. Bliver efterspurgt

.