Bibliotekernes vurdering
d. 2. okt. 1998
af
af
Birgit Sloth
d. 2. okt. 1998
Morten Korchs forfatterskab er i disse år genstand for fornyet opmærksomhed med visning af film i TV, køb af filmrettigheder af Lars von Trier, der er i gang med at lave en TV-serie på 26 afsnit over fire af M.K.s romaner, og øget efterspørgsel på biblioteket. Pigen fra Dale udkom første gang i 1938 og siden i fotografiske optryk i 1960 og 1975. Der er ikke ændret i teksten i denne udgave, men der er brugt nutidig retskrivning. Bogen er trykt med stor og tydelig skrift. Det er en kærlighedshistorie med en kriminalgåde som det centrale. Doktorens plejedatter Jutta har opdaget at hun er baronens barnebarn, og hun opklarer med stor ihærdighed omstændighederne der førte til slottet Dales ruin, drabet på hendes far og mistanken mod hendes mor. Der venter ikke læseren nogle ubehagelige overraskelser ved læsning af en M.K. roman. Man ved fra starten hvem der er de gode, hvem der er skurke og at det ender med den store lykke. Carsten Berthelsen, der har skrevet Morten og det danske guld: Morten Korch for begyndere (1998), har skrevet et kort efterskrift der fortæller lidt om bogen og om forfatteren.