Pap

Rifbjerg der næppe fordrer nogen nærmere præsentation har med Pap endnu en gang kastet sig over velkendte idiosynkrasier og fjendebilleder ude som hjemme. Personkredsen der må holde for rækker fra Bush og Saddam over Fogh, Søren Krarup, Bent Jensen, Per Stig Møller, Bertel Haarder, Kurt Thorsen m.fl. Allesammen ristes de over en sagte ild af knækprosa begået af en forfatter der som vanligt demonstrerer den specielle rifbjergske egenart af sproglig ekvilibrisme og veloplagthed. Anrettet af en iagttager der synes rigtig godt gammeldags gal i skralden eller som måske bare er almindelig indigneret over den omsiggribende konformitet i almindelighed eller verdens skæve gang i særdeleshed? Indledningsdigtet "Le mot juste" rummer så at sige programerklæringen om at "skrotte alt narreværket" og droppe "mellemtonerne og nuancerne". Her må og skal tones rent flag hvilket bliver gjort dog afvekslende med mere dæmpede billeder dels digte fra forf.s andet hjemland Spanien, dels digte om livets og tilværelsens påtrængende skrøbelighed og forfald fx i digtet "Den nye hjemmehjælper". Vanlig kontroversiel og polemisk, til det platte vil nogen måske mene, her skæres teksten i hvert fald ud (i pap måske?) og læserne, nye som gamle kan og vil selvfølgelig være med.

Læs hele vurderingen