I 1983 fik Anne Lützhöft som 31-årig en hjerneblødning. Det er en beretning med hospitalsopholdet som det primære. Det var et langt ophold med 2 operationer og uden megen kontakt med den omgivende verden. Teksten falder i 2 dele: nutiden på hospitalet og hendes barndom på et børnehjem. Erindringerne fra børnehjemmet er skrevet som små episoder i barnets hverdag, og mest med gode og trygge oplevelser. Disse erindringer hører brat op i 8-9 års alderen, dengang forstanderinden forlod børnehjemmet. Det er fine iagttagelser af barnets verden vi ser her, meget anderledes end de sporadiske glimt, vi får af hospitalsopholdet. For Lützhöft har virkeligheden været sådan: det rolige og gode i tankerne om barndommen, mens nutiden på hospitalet var et væld af lys, mennesker, slanger og efterhånden en erkendelse af, at hun kun genkendte sin mand på stemmen og øjnene. Hun har stadig et langt hukommelsestab, og hun har mistet en del førlighed i højre side. Hun fortsatte på seminariet, men kunne ikke bruge sin uddannelse. Nu 14 år efter præger det stadig hendes hverdag. Det er flot at hun har kunnet træne sig op til at skrive og formulere sig så godt som hun gør her, og bogen fortjener udbredelse, også fordi en hjerneblødning ikke nødvendigvis "kan ses" bagefter, men den stiller mange begrænsninger, som omgivelserne ofte overser

.