I en krydsning mellem myter, kunsthistorie og filosofi udfolder forfatteren fortællingen om tolkningen af Guldhornene. Til dem, med interesse i eksperimenterende litteratur hvor de litterære kvaliteter træder i forgrunden for almindelige genreinddelinger. En bog der kræver meget af læseren

.

At gengive en decideret handling er umuligt. Fortællingen er én lang (ingen kapitler eller afsnit) tekst, som tager udgangspunkt i Guldhornene, hvordan man (muligvis) kan tolke billederne på hornene, hvordan de blev skabt krydret med overordnede tanker om religion, filosofi, kunst og myter. Der er lange sætninger og mange fremmedord. Som her: "Faldet ned gennem fremmedartede, æteriske områder styrkede sprogenes flygtige væsen imod en renere, final omsætning af slutordsdannelsers iboende paradoks." Forside af John Kenn Mortensen

.

Et unikt værk. Fascinerende og frustrerende på samme tid. Forfatteren kan noget med ord, med litterære virkemidler og man bliver langsomt revet ind i den sære malstrøm af ideer, af teorier, af gengivelser af mere eller mindre kendte myter, som forfatteren skaber. Det er kompromisløst værk, et stærkt værk, et spændende favntag med litteraturen og måden vi som mennesker tolker både tekster og billeder på

.

Bo Reinholdt har eksperimenteret med litteraturen i værker som 

Til sprogmesteren

---

---

 og 

Molter

---

---

. I forhold til mytelaget anbefaler jeg at man læser 

Vølvens spådom

---

---