Bibliotekernes vurdering
d. 14. feb. 2005
af
af
Finn Windfeldt Hansen
d. 14. feb. 2005
Opfindere og pionerer har sit fokus rettet mod den accelererende teknologiske udvikling som har fundet sted siden renaissancen. Fra Gutenbergs 42-linjers Bibel-udgave (som Kgl. Bibl. ejer et af de 42 tilbageværende eksemplarer af) til Bill Gates entre med operativsystemet DOS. Et kuriosum måske at bogen således anskueliggør det skrevne ord i dets fulde spændvidde fra bly og typografi til bits og bytes! 25 af de største opfindere og pionerer får selvfølgelig ikke alverden af plads på godt 200 sider, men det lykkes ikke desto mindre red. Anders Kristian Krogager Andersen og det lidt mere anonyme forfatterkollegium på i alt fire personer, som der ikke er blevet plads til på titelbladet, at præsentere såvel opfinder som ide. Endvidere, hvad der ikke synes mindre vigtigt, at sætte såvel person som projekt ind i en datidig kontekst hvorfra det skelsættende produkt siden skulle se dagens lys. Leonardo da Vinci, Benjamin Franklin, Alfred Nobel, Alan Turing m.v. er alle navne der sammen med bogens øvrige opfindere er hentet fra opfindelsernes internationale superliga, og som sådan er der ikke epokegørendet nyt at hente, men som introducerende skrift om disse teknologiske frontfigurer er bogen næppe uden muligheder i eksempelvis en undervisningsmæssig sammenhæng.