Med Martin Vail i spidsen er persongalleriet i Ondskabens ansigt det samme som i Diehls debutroman Nøgen angst (96/14), men med Vails skift fra forsvarer til anklager, er det efterforskningsarbejdet fremfor retssalen, der er scenen. Som i så mange andre af de romaner der tager udgangspunkt i det arbejde, der udføres af statsadvokaten, følger vi her parallelt en række af de sager, der efterforskes i afdelingen. Det absolutte hovednummer er dog påny den angiveligt personlighedsspaltede seriemorder Aron Stampler. Efter 10 års intensiv psykiatrisk behandling erklæres han rask, men... Ondskabens ansigt understreger Diehls styrker og svagheder som forfatter. Hovedpersonerne er levende og godt tegnede, og deres arbejde er realistisk beskrevet. Plottet er derimod lidt uoriginalt, og forbrydernes reaktioner så forudsigelige, at bogen som helhed kommer til at mangle noget af den spænding, der i sidste ende er det, enhver thriller skal overleve på

.