Læsere af historiske romaner generelt vil have fornøjelse af denne bog, og specifikt er den en lækkerbisken for dem, der interesserer sig for den maritime kultur, der knytter sig til Det sydfynske Øhav og til danskernes historie i vore egne og allernærmeste farvande.

Forfatteren er sejlende natur- og friluftsvejleder i det sydfynske Øhav, han har flere, både fag- og skønlitterære udgivelser bag sig med historisk/maritim baggrund. Det er også basis for denne store beretning. Den første fortælling af bogens 3 foregår ca. år 800, i den næste er året 1482, hvor øboerne i det Sydfynske netop har modtaget forbud fra Kronen mod at drive handel og sejlads med egne produkter. 3. del, hvor vi er i 1872 foregår på Birkhom og Drejø; hovedskikkelsen er Cathrine. Dahl kalder det et stykke faglitterær fiktion, han har baseret sin beretning på faktuelle elementer, runestene i den første, hvor han naturligvis har "digtet" mest, men også tegnet et godt billede af unge Åver. De næste to er gedigne folkelivsfortællinger med mange detaljer. Her har fx kongebreve og ikke mindst maritim kunst været bagtæppet. Fortællesproget er tilpasset tiden, og man hører fx ubesværet vikingen Åver i 1. historie berette.

Første del af beretningen minder mig om M. Jensens Ravneflugt og de næstfølgende kan næsten kun kalde Carsten Jensens Vi de druknede frem.

Bogen er gedigen, oplysende og underholdende.