Det er en drabelig roman Lars Kjædegaard denne gang har begået. Farverig, og med et mylder af personer. Skurke og helte. Ludere, storkøbmænd og tjenestefolk. Som altid hos Kjædegaard er det Helsingør og Nordsjælland, der er scenen. Denne gang i skæbneåret 1864. Rasmus Ingemann vender såret og invalid tilbage fra fronten, og tager forbindelsen op til en barndomsven, jøden Samuel Elfen. Han er en velhavende, kvindekær døgenigt hvis sorgløshed dog sættes på prøve, da en forsmået ægtemand fra en for længst overstået affære kommer på sporet af ham i sin stræben efter hævn. Kjædegaard er en søgende forfatter, der eksperimenterer med både fortællestil og indhold, og han har bevæget sig godt rundt i forskellige grene af realisme. Noget fremmed er et bud på en bred, folkelig kollektivroman. Bogen bærer dog præg af, at Kjædegaard er lidt uvant med genren. Scene og research er i orden, men der er for mange løse tråde og nogle sidehandlinger fører ikke rigtigt nogen steder hen. Der skal derfor arbejdes mere med personerne og plottet hvis det skal nå helt ind under huden på læseren.