Den, der bor i Keflavik bor knap nok på Island og nærmest heller ikke i verden. De bor et andet sted, bag ved alt og indenfor de tre verdenshjørner; havet, vinden og evigheden. For alle læsere af nordisk litteratur

.

I anden del af 

Fisk har ingen fødder

---

---

 er Ari vendt tilbage til Keflavik for at besøge sin far, der er døende. Byen ved den sorte lavaslette, der har præget Aris liv, formet ham, opslugt ham og til sidst spyttet ham ud - rådvild og urolig, har forandret sig og dog er alt ved det gamle. Ari længes stadig efter ordene, efter afklaring, efter en mening med fortidens sorg. Men frem for alt længes han efter poesien, efter ekskonen og efter det liv, han sagde farvel til en frustreret morgen. Og så er der selvfølgelig Oddur og Margret og den kærlighed, der langsomt går til grunde på havet

.

Bogen kredser bestandigt om døden, livet, smerten og sorgen. På en gang sørgelig, nogle gange næsten ubærlig, livsbekræftende og håbefuld. Med et smukt, poetisk sprog, der indfanger kærlighedens veje og vildveje på fornemste vis. Som altid spiller den islandske natur en væsentlig rolle, og Stefánsson dvæler ved de relationer, der påvirker og former os og bestemmer vores skæbne. En erindrings- og skæbnefortælling om slægt, der følger slægters gang og udstikker vores livskurs og måske endda vores død

.

Det er oplagt at læse Stefánssons trilogi, der starter med 

Himmerige og helvede

---

---

, men også den lille perle 

Svar på Helgas brev

---

---