Vejen, 1942. Johan, der sammen med sin kammerat for spændingens skyld har stjålet våben fra tyskerne, bliver gradvis involveret i den gryende modstandskamp, idet han tilbyder familiens venGudmund de tyske maskinpistoler, børnene har gemt. Johans forældre sørger for logi, lægehjælp og senere for videre transport til Sverige, af en eng. faldskærmssoldat og hans da. ledsager, da dereddes efter styrt. Vinteren er isnende, vi hører om dagligdagens genvordigheder, rationering af fødevarer, mangel på opvarmningsmidler og m.m. Sideløbende hermed flg. vi skomagerens Niels, der somarb.løs er taget til Tyskland. Som andre fremmedarb. skulle han bo i arbejdslejr, men gennem giftermål med den tyske pige Grethe, får han lov at bo civilt, sammen med sin kone og hendes mor. Toska,der med sin familie er flyttet til Østpreussen fra Eckernførde, bliver skilt fra sine forældre, da hun, ligesom andre tyske unge piger, bliver tvangsforflyttet flere gange, for at arb. påfabrikker, de to sidste ervåbenfabrikker. Sin uddannelse som sygeplejerske får hun ikke brug for. Hun opdager eet og andet, bl.a. må polakker bære et P på ryggen. Kører de i tog sm.m. tyskerne, måpolakker og andre slaviske folk kun sidde ned, hvis der er overskydende pladser. Ligesom i første bd. opleves besættelsen med en overordentlig intensitet af en i 1942 13.årig dreng, hvis fantasi ogevne til at opleve må gå lige ind i en i dag jævnaldrendes interesses-sfære. De sort/hvide tegn. af fort. er både præcise og kønne.