Bøger / faglitteratur til børn

Mytteriet på Bounty


Beskrivelse


Om baggrunden for rejsen, livet ombord, opholdet på Tahiti, mytteriet, mytteristernes, kaptajnens og hans tilhængeres skæbne samt årsagen til mytteriet. Uddrag fra logbog, dagbog og breve. Med kortskitser.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. jan. 1999

af

af

Jytte Kjær Schou

d. 15. jan. 1999

Mytteriet på Bounty har givet stof til talrige film og bøger, både skøn- og faglitteratur. De på dansk foreliggende bøger er efterhånden af ældre dato. Denne fagbog giver en let tilgængelig, livlig og spændende beskrivelse af begivenhederne, der kan læses af store børn fra ca. 13 år og voksne. Illustrationerne er ret beskedne: tegninger af vekslende kvalitet, enkelte velvalgte gengivelser af samtidige tegninger og malerier, nutidige fotos og kort, det meste i sort-hvid. Bogen beskriver baggrunden for rejsen med Bounty, livet ombord, opholdet på Tahiti, mytteriet og hvordan det siden gik mytteristerne og kaptajn Bligh og hans tilhængere. Uddrag fra kilder, som f.eks. skibets logbog, kaptajnens dagbog og breve er behændigt integreret i den flydende tekst. En stærkt medvirkende årsag til mytteriet finder forfatteren i kaptajnens sammensatte personlighed, som han gør meget ud af at vurdere. På den ene side beskrives han som en modig mand, hvis store viden om navigation bragte ham og hans tilhængere tilbage til England i god behold efter flere tusinde km. på havet i en lille overfyldt båd. På den anden side vises han som en mand, hvis ubeherskede temperament bragte ham på kant med mandskabet.


Bibliotekernes vurdering

d. 15. jan. 1999

af

af

Ole Frøslev Christensen (skole)

d. 15. jan. 1999

Hans Gregersen har skrevet en lang række fagbøger inden for historie og geografi, bedst kendt er hans bøger om forskellige indianerfolk. I Mytteriet på Bounty giver han en sammenhængende og fortløbende og ganske grundig fremstilling af det berømte mytteri fra det britiske engagement i Stillehavet over selve mytteriet, kaptajn Bligh og hans 18 mænds utrolige sejlads til Timor i åben båd og mytteristernes fortsatte stridigheder til den endelige domfældelse og henrettelserne 3 år efter. Der er en tilstræbt saglighed i teksten, som ikke er dramatiseret ud over, hvad der fremgår af kilderne. Stilen er nøgternt fortællende, og der er mange forsøg på at forklare aktørernes blandede følelser og motiver. Ud over enkelte samtidige billeder er der en række primitive tegninger samt forfatterens ikke særligt spændende fotografier fra en rejse i Bountys kølvand. Bogen, der skal læses i sammenhæng for at give udbytte, henvender sig til særligt interesserede børn fra omkring 7. klasse. To omfattende bøger er, hvad der findes på dansk: Bengt Danielssons Mytteriet på Bounty fra 1964 og Falk-Rønnes Mytteriet i Sydhavet fra 1987. Til skolebiblioteket er Hans Gregersens bog et rimeligt bud.