Samlingen er krævende, men vil glæde læsere, der kan finde ind i den. Den handler om sorg, og flere digte vil kunne anvendes i forbindelse med sorgbearbejdning.

Rasmus Halling Nielsen (f.1983) udgav i 2012 Tvillingerne. Mörkhall er sorgens mørke. I starten er det vanskeligt at se i de mange naturlyriske passager fra barndommen, hvor der dog dukker vers op som "Hvor mange mennesker er døde i krig og sne". Inde i samlingen kommer så "Telefonen bippede omkring klokken 23.30 d. 19.12.11/ hvordan går det grå vejr over i solskin/ hvordan spreder kræftcellerne dig...". Senere får vi farfarens dødsannonce og kan se, at han var hippolog. Derfor er der også digte om heste i samlingen. Der er tilbageblik på det lange sygeforløb med kræften og hospitalsindlæggelser "EXIT lyser men lyver ikke om destinationen dømt her/ af sygeplejersken min bror talte med lige før". Tankerne om farfaren vil ikke slippe, og den sygdomshærgede krop bliver ved at dukke op i erindringen, og det kan næsten føles som en trøst selv at skære sig på rebet, da kisten skal sænkes i jorden "saltvand pisker de øjenvipper vinden ikke har flået/ men en dråbe blod fra blommen/ af en finger rammer fine spidse sko". Sproget i samlingen volder i starten kvaler ved sin uortodokse sætningsopbygning. De mange gentagelser i teksterne virker suggererende på stemningen.

Tematisk minder bogen mig om Per Gammelgaards Min mormor og John Coltrane fra 1972.

En fin samling. Jo længere man når ind i teksten desto bedre.