Pia Juul har en række fortrinlige digtsamlinger og en enkelt roman bag sig. Her får vi så hendes første novellesamling. Lyrikerens jegbevidsthed er det formmæssige udgangspunkt for de situationistiske og egentlig uopsigtsvækkende, men alligevel ganske barske historier. De skiftende lavmælte hovedpersoner fortæller eller fortælles dog med en egen konsistent vedholdenhed og ikke mindst med en fin og ren sprogbevidsthed, som fænger og holder læseren fast. Distancen mellem det indre i personerne ud til omverdenen og dens begivenheder udgør det fortællemæssige spændingsfelt. Det er fx effektivt og godt konstrueret i den superkorte historie "Jeg vil hellere dø", hvor en kvinde, Stellas, selvmord efter kærestens bortgang meddelt via brev opleves gennem hovedpersonen, før det fortælles som historiens pointe. Denne teknik er karakteristisk for historierne, selvom enkelte af novellerne ikke kan sige sig fri for en hvis indadvendthed, der gør nogle af dem svære at fastholde efter endt læsning. Men ingen tvivl om, at Pia Juuls særlige tone og form har det rigtig godt med den korte prosaform.