Mine venner

Stedet er Paris, tidspunktet ikke angivet, men vi befinder os formentlig omkring 1925, hvor bogens jeg-fortæller Bâton, der under krigen har pådraget sig en læderet venstre hånd og derfor oppebærer halv invalidepension hutler sig gennem tilværelsen. Han bor på et værelse og har tid nok. Drysser rundt i byen i sit slidte tøj og træffer her og der mennesker, men ikke som bogens titel antyder venner. Det bliver de blot meget hurtigt til i Bâtons vældige fantasi, der forvandler små oplevelser til vældige dagdrømme, der blokerer hans muligheder for rent faktisk at fastholde relationer til andre mennesker. Hvad hans syn på sig selv angår, får den ikke for lidt. Han taler ofte om sin egen godhed. Ved bogens slutning har hans værtinde sagt ham op, han bor nu på et hotelværelse, hvor han ligger og funderer over sin ensomhed. Bogen falder i kapitler, hvor han skriver om sine navngivne "venner". Lucie, i hvis vinstue han spiser og som han engang har sovet sammen med. Henri Billard, der endte med at blokke ham for penge. Fabrikanten Lacaze, der giver ham penge og lover ham job, men bliver vred da han passer Lacazes datter op. Sangerinden Blanche, som han har en nats forhold med, men herefter ikke opsøger igen. Sprogligt og litterært en lille perle af en bog, der udleverer den store livsløgner Bâton så det forslår. Læsemæssigt let tilgængelig.

Læs hele vurderingen