Susanne var fars pige, og hans åbenhjertige skildring af datterens sygdomsforløb og sine egne reaktioner herpå er gribende at læse. Hun får som 17-årig konstateret kræft i livmoderen og dør først i 20’erne efter mange forgæves forsøg på behandling. Både de traditionelle tilbud og diverse typer alternativ behandling bliver afprøvet, mens Susanne bliver mere og mere syg. Faderen er teknisk interesseret og læser en masse litteratur, videnskabelig som alternativ, og lægerne er tydeligvis irriterede over hans konstante, desperate forsøg på at hjælpe sin datter. Læseren kan også irriteres over hans sommetider lidt overtydelige beskrivelser af sine følelser og handlinger. Denne selvoptagethed er dog forståelig og bør ikke ligge ham til last, for han har skrevet en ærlig bog, hvor han ikke lægger skjul på sine svagheder i forhold til alkohol, nedture, forlist ægteskab osv. Desuden viser han god forståelse for datterens psykiske problemer i forhold til kærester, fremtid osv. Tilmed er bogen skrevet i et ganske godt sprog, og dens formål - at vise hvor barsk det er for både patient og pårørende at kæmpe mod kræften - opfyldes udmærket. Der mangler ikke ligefrem bøger af denne type, men skildringer af virkelige skæbner trækker fortsat mange udlån

.