Mikael

Plambecks hidtidige publikum vil opleve en mere alvorlig stemning end i de forrige, finurligt lune romaner, Texas' rose og Gudfar. Et på samme tid råt og sart indblik i praktiske og følelsesmæssige vilkår for krigsudsendte soldater og for de mennesker, der elsker dem. En læseoplevelse, der bliver hængende.

Plambeck har selv besøgt danske soldater i Afghanistan, og romanens rå og fint sansede billeder virker autentiske. Journalisten Becky rejser til Helmand-området for at følge de udsendtes hverdag. Sergenten Mikael rejser hun senere til Sardinien med, og deres kærlighed skildres nænsomt. En anden soldat, Jan, må sendes hjem med bortsprængte ben. Den ret knappe sprogstil og det gode blik for detaljer får scenarier og følelser til at krybe ind under huden på læseren. Hvad driver soldaten, hvorfor er han i krig? Hvordan er det at komme hjem, evt. i såret tilstand, eller at være den, der venter derhjemme? De spørgsmål giver bogen nuancerede, læs-mellem-linjerne-svar på.

Blandt stakken af bøger om at være udsendt soldat i Afghanistan er denne sammenlignelig med Lars Husums roman Jeg er en hær, 2010, og Maria Giørtz-Behrens' foto/erindringsbog: Tæt på, 2011, der begge rummer en kærlighedshistorie.

Nuanceret, rå og sart fortælling om at være soldat, udsendt i krig, og om at være den, der venter derhjemme. Romanen virker autentisk i sine detaljer og sansninger og mere alvorlig i tonen end det øvrige forfatterskab. En meget fin læseoplevelse, der kryber ind under huden.

Læs hele vurderingen

Dy Plambeck skildrer krigens sindstilstand, dens kulde og ubarmhjertighed, så det rammer læseren i maven som en knytnæve, når man mindst venter det. En lille roman om et stort emne, sådan oplever jeg ...

Læs anmeldelse