Bøger / faglitteratur til børn / kogebøger

Meyers køkkenbørn - yndlingsmadpakker


Beskrivelse


Opskrifter på brød, salat, pålæg, kager samt tilbehør som kan indgå i skolemadpakken.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. jan. 2003

af

af

Ulla Møller

d. 3. jan. 2003

For de fleste er madpakken nok dagens mest forhadte måltid og nært forbundet med lugten af sammenklemte ægge-, oste- og pølsemadder. Det giver DRś tredje udgivelse om Meyers køkkenbørn mulighed for at lave om på. Tolv børn og unge mellem 10 og16 fra køkkenskolen giver hver sit bud på en lækker madpakke. Her er en række opskrifter på godt brød, salater, pålæg og middagsretter, lidt sødt og diverse tilbehør. En middagsrest som f.eks. fiskefrikadelle eller kogt kød er populært, det samme er godt brød. Bogen er især en inspirationsbog, for det vil være svært for de fleste børnefamilier at få tid til at bage brød og forberede salater og andre hjemmelavede delikatesser i det daglige. Der mangler helt konkrete anvisninger på hensigtsmæssig indpakning, der sikrer at af de omfangsrige frokostpakker ikke bliver lige så skuffende som den traditionelle madpakke når der pakkes ud. Opskrifterne virker gennemarbejdede og lette at gå til. Bogen er illustreret med farvefotos af de forskellige retter og ved hvert forslag til madpakker ses et portræt og en lille historie om netop det barn, der har sammensat madpakken. Det er en fin ide og ved at omtale børnenes aktiviteter skabes en god sammenhæng mellem børn og kost.


Bibliotekernes vurdering

d. 3. jan. 2003

af

af

Kirsten Thorning Thagaard (skole)

d. 3. jan. 2003

Mange børn hader madpakker! Denne meget inspirerende og appetitvækkende kogebog fra Meyers køkkenbørn kan måske ændre på det. I forordet - til voksne - beskrives bogens idégrundlag. Derefter præsenterer 12 børn fra 9-15 år kort sig selv og deres meget forskelligartede forslag til en yndlingsmadpakke. Hvert madpakkeforslag er sammensat af forskellige dele - oftest en salat med grøntsager, lidt kød/fisk, brød, kage, frugt og evt. noget sødt til dessert. Opskrifterne er lette at følge og er baseret på almindelige råvarer. Der er bl.a. en enkel anvisning på fremstilling af ketchup og remoulade, som mange børn elsker. Mange af opskrifterne er også velegnede som middagsretter, hvor resterne kan bruges til madpakken dagen efter. Det er bogens intention, at børnene inddrages eller selv klarer madlavningen og madpakketilberedningen. Udstyr og layout ligner de to forrige i serien, Meyers køkkenbørn (2001/40) og Meyers køkkenbørn - søde sager (2002/03): Lækkert design med mange flotte og inspirerende farvefotos, spiralryg og glittet papir. I skolesammenhæng vil bogen være meget anvendelig i hjemkundskab, fritidsordning og som inspiration til den årligt tilbagevendende Madpakkedag.