Bevægende erindring om deportation til kz-lejr, om overlevelse og om de ar på sjælen, der bliver en livslang følgesvend. For erindringslæsere med interesse for holocaust og til opgavebrug på ungdomsuddannelser.

Marceline Loridan-Ivens (f. 1928) var kun 15 år, da hun og hendes far blev deporteret til Birkenau og Auschwitz. Hun overlevede, han gjorde ikke: "Du kommer tilbage" ... "men jeg gør ikke", profeterede faderen. Den profeti har fulgt hende hele livet og fyldt hende med sorg og skyldfølelse, fordi hun føler, at hun overlevede på bekostning af faderen. Forfatteren er en af de sidste holocaust-overlevere og vil give sit vidnesbyrd nu, inden det er for sent.

Bogen er skrevet som et brev til faderen, og det gør den til en bevægende, hudløs fortælling om KZ-lejren og livet bagefter, hvor omgivelserne ikke formår at håndtere de hjemvendtes traumer, men tier dem ihjel. Bogen svælger ikke i rædslerne, men får fremstillet den livslange smerte og følelse af tab, sorg, skyld og ensomhed. Det er en lille bog på under 100 sider, velskrevet og letlæst, men hold da op, hvor står der meget i den.

Anvendelig på linje med Arlette Andersens Pigen fra Auschwitz

---

---

Mors hemmelighed

---

---

, som er skrevet for at bevare hendes vidnesbyrd for eftertiden. Tematisering af traumerne og mørklægningen efter holocaust findes også i Mors hemmelighed, her ud fra en slægtshistorisk synsvinkelAnvendelig på linje med Arlette Andersens Pigen fra Auschwitz, som er skrevet for at bevare hendes vidnesbyrd for eftertiden. Tematisering af traumerne og mørklægningen efter holocaust findes også i , her ud fra en slægtshistorisk synsvinkelAnvendelig på linje med Arlette Andersens Pigen fra Auschwitz, som er skrevet for at bevare hendes vidnesbyrd for eftertiden. Tematisering af traumerne og mørklægningen efter holocaust findes også i Mors hemmelighed, her ud fra en slægtshistorisk synsvinkel.